Fra Jorden og 13 mia. lysår væk

Elementær viden er, at med undtagelse af Nordlys, Månen og de næremste planeter, så er alt andet som lyser på nattehimlen stjerner og fjerntliggende galakser. En galakse er billioner af stjerner samlet. Solen er en stjerne. Planeter kredser omkring stjerner. Vores stjerne, Solen, har 9 planeter i kredsløb, her i blandt Jorden. Nogle planeter har måner.

Hubble-teleskopet blev sendt op i 1990, men det kom først til at virke rigtigt i 1993.
Hubble er bygget som et jordteleskop med et stort hulspejl, der fokuserer lyset i et brændpunkt, hvor det kan behandles i flere forskellige kameraer. Hubble orienteres ved hjælp af et sæt sensorer, der måler vinklen til Solen. Solen er et specielt problem, for den må ikke ramme ind i teleskopet, så bliver det brændt af. Tre gyroskoper måler hvordan den bevæger sig om sine egne akser. Og endelig stjernekameraet til den ultranøjagtige positionering - så nøjagtig, at det kunne holde en laserstråle fast på en femøre på 700 kilometers afstand.
Data herfra bliver sendt til satelliten TDRS, der sender det ned til store paraboler i Mexico, hvorfra det ryger videre via et sendenet på jorden til Baltimore i USA og Garchen i Tyskland.

Takket være Hubbleteleskopet kan vi nu tage turen fra vores eget solsystem og helt ud til grænsen af det "kendte" univers.

 

Fra vores jord og 13.000.000.000 lysår ud i universet !!!

Er du klar ???

  
 

Først fra solen har vi Merkur og dernæst Venus. Planeten Venus' vulkanske overflade er permanent hyllet i svovlsyretåger.

  
Jorden og Månen set fra Mars den 8. maj 2003.

NASA's rumsonde Mars Global Surveyor har taget nogle unikke billeder af Jorden. Det viste billede er manipuleret således, at både Jorden og den meget svagere lysende måne optræder med samme tydelighed på billedet.

Mars er 68 mio kilometer væk fra Jorden.

 
Næste stop er Jupiter. Den lille vulkanske måne Io sejler hen over moderplaneten Jupiters gigantiske overflade.

Vi bevæger ud forbi Saturn med det glødende nordlys og de pastelblå farver, der er frosne ammoniakkrystaller.
 

 
Videre ud forbi planeterne Uranus og Neptun. Disse planeter består hovedsagligt af is, sten og gas. Her et billede af Neptun. Neptuns blå farve skyldes metanets absorption af det røde lys i atmosfæren.

4,4 milliarder kilometer fra Moder Jord tager vi afsked med Solsystemet - det sidste vi ser er Pluto og dens måne Charon.

 

Men nu bliver der lys - 380 lysår ude møder vi en interstellar sky på vej til at blive ødelagt af Merope, en af de kraftigste stjerner i stjernebilledet Pleiaderne. Strålingen fra Merope flår skyen i stykker, og skiller lette partikler fra tunge.
 
1500 lysår ude møder vi unge stjerner omgivet af skiver af støv og gas - mest gas, 99 procent, men den ene procent støv er nok til at skiverne bliver uigennemsigtige. Gløden i midten er en ung stjerne, kun 1 million år gamle. Ung i forhold til vor Sols 4,5 milliarder år. Med tiden vil støv- og gasskiverne måske udvikle sig til planetsystemer som vort eget.

Inde i en malstrøm af strålende gas finder vi en stjernefabrik, hvor mindst 700 unge stjerner og 153 mulige planetsystemer er under undervikling.


 
NGC 1999, en sky af materiale der blev tilovers, da den glødende stjerne, som gemmer sig inde i skyen, blev dannet. Stjernen er 3? gange så stor og dobbelt så varm som vores Sol, og dens energi får hele skyen til at gløde.
På forunderlig vis er den sorte masse i midten, bestående af gas, molekyler og støve forblevet kold og uigennemsigtig.

2500 lysår fra Jorden ses en stjerne, 10 gange større end Solen. Stjernen er kun 300.000 år gammel og hedder Monocerotis.
3000 lysår ude møder vi endnu en mellemstor stjerne (i klasse med vores egen Sol) som er ved at brænde ud. Når en stjerne som vor egen Sol efter milliarder af år nærmer sig enden, udvidder den sig 50 gange og bliver til en rød kæmpe. (Billedet)

I løbet af få tusind år kaster den sine ydre lag udad, og efterladende sin hvidglødende kerne, så den ligger tilbage som en hvid dværg, der uendeligt langsom brænder ud.

Tæt på Mælkevejens midten, 25.000 lysår væk, ses en enorm hob af unge stjerner. De vil snart blive blive flået i stykker af af tyngdekraften fra Mælkevejens kerne. -Men i en kort mellemtid på nogle millioner år vil de skinne klarere end nogen andre stjerneklynger i galaksen.
 
Stjerneklyngen M80 er en af de tætteste i Mælkevejen. Den rummer hundredetusinder af jævnaldrende stjerner, der holdes sammen i en tæt sværm af deres indbyrdes tyngdekraft.
Alle stjernerne i hoben, der ligger 28.000 lysår borte, har den samme alder, ca 15 milliarder år.
 

Dette er det sidste vi ser i vores galaxe Mælkevejen. Nu bevæger vi os ud til andre galaxer.

Vel fri af Mælkevejen 2.500.000 lysår borte, i galaksen M32 i stjernebilledet Andromeda har en sværm på næsten 8.000 stjerner forlængst opbrugt deres brint, og brænder nu under enorme temperaturer deres reserver af helium før de skal dø.
Denne stjernedannede tåge ligger i en af spiralarmene på galaksen M33, 2,7 millioner lysår væk. I hjertet af tågen befinder sig mere end 200 massive stjerner, som med deres varme får tågens flader til at lyse.

Den aktive galakse Centaurus A er 10 mio lysår væk.
Denne galakse har født mere 100 stjerneklynger på 100.000 stjerner hver. - Den hedder M82 og ligger 12 millioner lysår væk.
 

Galaxe NGC 2787 er linseformet uden arme, og ligger 24 mio lysår væk.

I stjernebilledet Løven, 25 mio lysår væk, finder vi NGC 2903, som skulle ligne vores egen Mælkevej meget.

Spiralgalaksen NGC 4414, 60 mio lysår ude.
100 mio lysår ude er et kæmpe sort hul ved at fortære en gassky.
To galakser ligger over hinanden, 140 mio lysår væk.
Galakser kan også være kaotiske og rodede. NGC7673, der ligger i Pegasus 150 mio lysår ude.



To galakser danser rundt om hinanden, mens de udveksler materiale 300 mio lysår væk. Noget lignende kan tænkes at ske, når vor egen Mælkevej og Andromeda-galaksen en dag kommer for tæt på hinanden.

Vi forlader nu Centaurus galaksehoben, hvor vores Mælkevejen selvfølgelig også er medlem.





 

Vi er nu 2 mia. lysår væk

Galksehoben Abell 2218 har så stærkt et tyngdefelt, at det virker som en linse. -De krumme lyslinjer er forstørrelser af galakser, der 5 til 10 mia lysår længere ude og flyder rundt i en kæmpeklump af mørkt stof.

En galaksehob, med tusinder af galakser og milliarder afstjerner, 8 mia lysår væk.

Den blå sky er røntgenstråler.


Set gennem en galaksehob, der fungerer som tyngdekraftlinse, bliver den lille røde bue forstørret og vredet. -I virkeligheden er det nok en pæn stor galakse. Dens lys er ca. 13 millarder år gammelt - ganske kort efter vor tid begyndte.

13.000.000.000 lysår væk fra Jorden. Det er så langt som vi kan se. Herefter kan vi kun gisne om universets vidre struktur.